Sider

onsdag den 11. november 2015

Elliots puttehelvede

Så fik jeg tid til at sætte mig ved computeren. Flere har bemærket den store forandring, vi har haft med Elliots søvn (tak for det). Nu vil jeg sammenstykke, hvad vi har gjort.

Elliot har skreget de første fem mdr. af sit liv. Dagen lang. Særligt puttesituationerne har være et rent helvede, hvor vi til tider har været presset så langt ud, at jeg har været bange for, at jeg smed ham ud af vinduet. Så hvad har vi gjort?

Hmm, mine bedste råd:

Tålmodighed
Det er ikke min største dyd, men til gengæld er jeg vanvittigt stædig. Man siger, at det tager mellem 3 dage og 3 uger at skabe en ny vane alt afhængigt af dit barns personlighed og rammerne for denne vane. Så lad være med at ”kigge på klokken” – hold ud. Måske ser du ikke udviklingen lige nu, men pludselig er der hul igennem.

Ritualer
Elliots putteritual ser sådan ud: Aftensmad kl. 18, bad 18.30-18.45, pusles/masseres (afhængigt af hans overskud), kommer ud og siger godnat til familien (da jeg var enlig mor, gik jeg rundt med Sophia og sagde godnat til rummene – ”gooodnat sofa”, ”goooodnat køkken”, osv. Hun ELSKEDE det!), så får han sin sutteflaske i soveværelset med dæmpet lys og så puttes han.  Det har vi gjort siden han var måske 2 mdr. – og vi er kompromisløse med det, selvom vores venner og familie godt mener, at vi kan tage ud og spise hos dem og klokken ikke er så vigtig. Elliot sover altså kl. 19, senest 19.30.

Fordi vi har fået så godt et ritual, så kan vi en sjælden gang afvige fra det, fordi han genkender alligevel, hvad der skal ske – hele pointen er; børn vil GERNE samarbejde. De skal bare lige forstå, hvad det er, vi ønsker af dem. Når det er etableret, så er man nået langt. Det er selvfølgelig et minus, at man ikke er så fleksibel, men man hjælper altså sig selv vanvittigt meget på sigt.

Han har også to bamser, som han får, når han skal sove – og så sover han altid det samme sted. Det er det samme, som andre giver råd om: Nat er nat. Det er mørkt (der er kun tændt en vågelampe), kedeligt (vi taler ikke, fx kun ”shhhhhhy”), hændelsesløst (jeg har en flaske klar på 30 sek. og så sidder vi i stolen ved siden af hans seng) – når han har spist, lægger jeg ham tilbage i hans seng. Det er faktisk aftenputteritualet, der gentages i miniatureudgave. Tidlig morgen tager jeg ham nogle gange over til mig i sengen. Det er der selvfølgelig plads til.

Babysteps
Tingene tager tid. Nogle gange meget tid. Vi har måtte tage hul på skrigeriet gradvist. Første etape var puslebordet. Jeg har hoppet på tungen for at charmere og distrahere min efterhånden lilla-i-hovedet søn, som havde behov for at brøle den stimuli, han har mødt, ud. Jeg er altid ansigt til ansigt med ham og viser ham klart og tydeligt, at det er en tryg situation; ”det er ok,” siger jeg. Det lyder åndssvagt. Men det virker. Jeg har fnyst og grint af, hvor latterligt jeg synes, det lød. Men det er kommet intuitivt, hvad der virker at sige. Jeg masserer hans fødder, fordi han ikke kan lide at blive rørt ved på overkroppen, mv. Jeg bygger tillid og ro op. Jeg ved godt, at de fleste af jer ikke har samme behov med jeres barn, men min pointe er bare at vise, at man skal starte med at lægge grundlaget for at putte et trygt barn. Og der har været mange ting, vi har skulle hjælpe Elliot med i den forbindelse.

Selve det at få ham til at sove: Der er vi gået fra at lulle ham i søvn (han er jo blevet flaskebarn undervejs), gå med ham, sætte os på sengekanten og lulle, bare sidde, rokke, mv. Så begyndte vi at lægge ham over i sengen, når han var tæt på at sove; fra ”sover næsten helt” til ”afslappet, men helt vågen” kan der være langt. Det er op og ned op og ned. Han bliver altid taget op, hvis han er ked af det – det er vigtigt, han forstår, at der altid bliver trøstet.

Få far på banen
Far er rigtig meget på banen her. Faktisk er det blevet ham, der putter, næsten hver aften. Det skyldes hovedsageligt, at han er væk om dagen og rigtig gerne vil have tid med Elliot – jeg putter lige så vellykket som ham (men det er altså ham, der har taget skridtet med at lægge ham i sengen).

Det bedste, vi har gjort for Elliot er ikke at lytte til alle dem, der med velmenende råd, tror de kender vores barn. VI kender vores barn. Og det kan ingen mor med syvlinger, pædagog eller bog ændre på.

Og så har vi accepteret, at vi godt kan stikke vores planer skråt op. Det er Elliot, der skal klare det her, og vi kan kun stå på sidelinjen og skabe de bedste præmisser for det. Bliver han for træt/overstimuleret, så får han mere hjælp. Er han syg eller ved at få tænder, så får han mere hjælp. Han skal være ren, mæt og tilpas før ovenstående virker.

Vi har også skullet finde balancen mellem, at der ikke skal være mussestille (vi er trods alt fire andre) og at han er lydfølsom. Søger han tryghed, jamen, så må vi derind og give det. Og ja, nogle gange tysser vi sgu på de to store eller vores evt. gæster.

Jeg lever efter princippet ”at fylde op”. Børnene skal mættes – og så har vi rigtig seje, glade børn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar