Sider

fredag den 31. januar 2014

Tid til tandlæge

Hvem skulle tro, at en tandlægetur kunne være en helt skelsættende oplevelse, der efterlod en svulmende følelse af kærlighed i mit bryst? En følelse, som fik mig til at gå smilende i seng og som stadig er der i dag.

Vi var alle fire afsted. Sophia havde tid ved tandlægen, og så tog jeg Noah med, fordi han er  bange for den slags. Tanken var, at han skulle opleve sin seje lillesøster gå igennem det - Sophia er ikke bange for noget som helst - og så ville han kunne observere. Han har ikke selv været til tandlæge, siden han var 2, så jeg mente også, at han måtte være blevet glemt et sted, og det ville jeg spørge dem om.

Jeppe var også med, fordi en tur til tandlægen hos os ikke er en praktisk pligt, men en åbning af verdenen for vores to unger, og det ville han gerne være en del af. Han har på kort tid formået at indhente en virkelig stor del af det at være forældre. Erfaringer, jeg har haft snart fem år til at lære. Det har imponeret mig meget, hvordan han er vokset med opgaven, og der skal ikke være nogen tvivl om hans kærlighed til de børn. De ved det også.

Nå, men tilbage til tandlægen.

Først var det lidt kaotisk, da ungerne gik på opdagelse i skuffer, gebisser og tandlægeudstyr. Stolen blev en klatrestation og udstyret undersøgt grundigt. Men tandlægen tog det helt roligt og fik formidlet sine informationer, og vi fik talt. Da hun så skulle undersøge Sophias tænder kaldte hun på hende. Sophia vred sig surt, da jeg forsøgte at tage hende på skødet, og jeg tænkte straks 'åh nej', bliver det med den på. Men i stedet løb Sophia med løftede arme over til tandlægen og kom på skødet. En komplet fremmed dame - Sophia er virkelig 'alles barn'. Tillidsfuld og nysgerrig.

Tandlægen bad hende åbne munden, og hun åbnede den så høj, hun kunne. Damen fik lov at undersøge alle tænder og også at bruse en tandbørste derinde. Hun var meget imponeret over så lille en piges måde at være på og tage situationen til sig. Mit hjerte svumlede af stolthed. Men det stopper ikke der.

Noah var rigtig nok blevet glemt i Odense. Så ville gerne tage ham ind nu, for så kan ungerne følges frem over med deres årlige undersøgelse. Noah fik et særligt glimt i øjet (han var bange): "Skal jeg også til tandlæge..? Vil du gå med mig, mor?" - og selvfølgelig ville jeg det. Det ville vi alle sammen. Jeg fortalte ham, at der ikke skulle ske noget, der gjorde ondt - og at han ville kunne vælge lidt legetøj bagefter. Det hjalp lidt på motivationen.

Derinde kravlede han straks op og lagde sig. Han var anspændt, men Sophia nussede rundt og endte ved hans hoved. Pludselig overraskede hun os alle sammen ved at begynde at ae ham på hårdet. Stille og roligt. Så kom tandlægen, og hun skulle flytte sig. Men det ville hun ikke, og hun kravlede derfor op på tandlægens skød - en helt anden fremmed kvinde, og så og kiggede med. Ind i mellem lagde hun sin hånd på Noahs pande. Jeg gik helt i stykker af kærlighed indeni.


Hvor har jeg nogle omsorgsfulde, kærlige børn. De er så gode og fungerer perfekt socialt. Jeg er meget meget stolt af dem, og jeg ved, at jeg på det her sted i min rejse har nået et af mine mål. Jeg har skabt børn i balance. Børn med selvtillid og selvværd. Glad børn, der også kan slås og være helt og aldeles umulige, fordi de har følelser og eksisterer selvstændigt. I dag er jeg ikke bekymret, men fortrøstningsfuld.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar