Sider

tirsdag den 26. november 2013

Farvel morfar

”Ved du, hvad det betyder, at nogen dør?” spurgte jeg. Noah sad på mit skød, og jeg holdt om ham. Han rystede på hovedet, en lille smule usikker på, hvad jeg havde gang i. Jeg var også selv en lille smule bange.

Jeg omformulerede mig let. ”Hvad sker der, når man dør?”

Svaret kom prompte: ”Så bliver man til en fe!” Jeg kom til at smile og nikkede bare. Det var lidt svært at forestille sig Arne Olsen som en fe, men midlet helliger vel målet.

”Ved du så også, hvor feerne kommer hen?” spurgte jeg. Noah var stensikker. Feer bor oppe i himlen. Vi blev enige om, at stjernerne er feer, der er meget langt væk. Men de er der. Det var hele pointen.

”Vi kender en, der er død,” sagde jeg prøvende. Noah blev halt tavs og kom med et lille ’nå’. Det havde den lille fyr ikke lige regnet med. ”Oldefar er død,” sagde jeg endelig og betragtede det lille ansigt, der begyndte at ændre karakter. Noah fik blanke øjne.

”Jeg savner oldefar,” sagde han. Tavsheden sænkede sig mellem os, og jeg omfavnede ham. ”Det gør jeg også,” svarede jeg.

Jeg fortalte ham, at oldefar – min morfar – egentlig ikke er særligt langt væk. Faktisk så passer han på os fra nu af. Og hvis vi har lyst, så kan vi altid tage hen til kirkegården og besøge ham. Vi kan også lægge lys, blomster eller gaver til ham,” sagde jeg. Det er nemlig et sted, hvor vi altid kan finde ham.

”Ja,” sagde Noah bare. Så løb han ind og legede.

------------------------------------------------------------------------------

I løbet af mine kostbare fem minutter med min femårige gik det op for mig. Min morfar er død. Jeg får ikke lov til at tale med ham igen. Men han har ikke forladt mig. Og han vil altid være tæt på. Han har sat sine spor på det menneske, jeg er, og mit syn på verden. På de værdier, jeg lærer mine børn.

Fx gav han mig rådet: ”Du kan altid få et nej.” Det betyder, at hvis man ønsker sig noget i livet – så skal man bare spørge. Man skal ikke være bange eller genert. For hvad er det værste, der kan ske? Du kan få et nej.

Jeg har kun gode minder om min morfar – og jeg vil huske ham. Jeg vil mindes en stærk, stolt, selvstændig og opmærksom morfar. Morfar var en mand med integritet – og et kækt glimt i øjet, som jeg er sikker på har reddet ham fra mange situationer. Det var nok også derfor, han var så let at holde af. For han var ægte.

Han fortjente at gå bort sådan. Med al sin værdighed og stolthed intakt. Begrædt og savnet. Og jeg vil savne ham utroligt meget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar