Sider

onsdag den 30. oktober 2013

#stormdk

Mandag morgen havde jeg ingen anelse om, hvad der ville ske. Jeg havde en masse praktiske ting, der skulle gøres, og bagefter skulle jeg lige smutte Jeppe hjem, før jeg ville hente Sophia. Jeg har været i Bauhaus og købe sort og hvid klæbefolie samt hentet flyttekasser ved Boxit, og dette smider vi lige af derhjemme. Jeg var nødt til at ordne det med Jeppe, da jeg ikke selv kan bære det.

Netop som vi sætter os ind i bilen derhjemme, ringer min far. Klokken er 13.10, og han advarer os om, at et slemt uvejr er på vej. Jeg siger, at jeg bare lige skal smutte Jeppe hjem og så er jeg tilbage igen i Odense om en time. Vi kan lige nå det inden det bryder løs. Vi tager af sted og tager lige hurtigt ind og spiser på en diner på vejen, fordi vi er sultne.

I orkanens øje
14.00 kører vi forbi motorvejsafkørslen ved Middelfart, fordi trafikken bare er kørt derudaf. Vi har ellers holdt skarpt øje, for at kunne dreje af, hvis det er helt kritisk. Vi er indstillet på at tage broen helt stille og roligt (de anbefalede 50 k/t), men er sikre på at komme over. Jeg vil så tage den gamle Lillebæltsbro tilbage og kan tidsnok hente Sophia… Vi bliver skuffede. Trafikken stopper i løbet af sekunder, da vi kommer op på broen. Klokken er nu 14.01, og trafikken er standset.



Jeg ringer til mor og far, fordi jeg aner, at jeg ikke får hentet Sophia – i hvert fald ikke før alt for sent. Jeg aftaler, at de måske kan hente hende og tage hende hjem til mig. Jeg kommer så hurtigt, jeg kan.
Bagefter ringer jeg til Mike for at høre, om han har samme mulighed, da han alligevel skal hente Noah. Han vil i skøjtehallen med Noah, og vil først hente Sophia kl. 16. Jeg siger, jeg ringer tilbage.

Vi rykker os overhovedet ikke, og er ankommet flere ambulancer, politibiler og brandbiler, som vi har måtte rykke os for. Der er snævert med alle de biler, og det hele virker kaotisk. Vinden river i bilen, der hopper og danser. Jeg er bange for, at den kan lette. 14.15 ringer jeg til min far og beder dem hente hende. Mike har lige skrevet, at han er sammen med Camilla, og jeg bryder mig ikke om, at hun vil blive hentet så sent, når jeg ikke har set hende siden fredag morgen. Jeg synes eller ikke de tre skal sidde hjemme i mit (rodede) køkken og vente på, at jeg dukker op på et tidspunkt. Det er ikke sådan jeg vil præsenteres for hende.

14.21 har vi stadig ikke rykket os en meter, og jeg ringer til mine forældre igen. Jeg ved godt, at tingene måske ikke er så ligetil, men jeg kan ikke give slip på håbet om at se Sophia… Min far foreslår nu, at de tager hende med hjem til dem selv, og at jeg bliver i Fredericia natten over. Jeg bryder helt sammen. Vindstødene er ved at være virkelig voldsomme, og jeg er bange. Vi holder lige i begyndelsen af broen, lige hvor træerne slutter.

Det er overvældende, men det allerværste er faktisk adskillelsen fra Sophia. Jeg har glædet mig hele dagen til at komme hende i møde i vuggestuen og bare omslutte hende i mine arme. Jeg har savnet hende, så det gør fysisk ondt i mit hjerte. Jeg har drømt om det om natten - og nu skal jeg vente en dag mere.

Jeg ringer tilbage fem minutter senere og siger go efter at have grædt af. Jeg kommer ikke hjem i dag. Jeg føler mig helt tom indeni.
Jeg ringer til Mike og giver besked om, at jeg har ordnet det med mine forældre og bagefter ringer jeg også til Vuggestuen og siger, at jeg ikke kan komme og hente hende, men at jeg har sørget for afhentning. Alt er ordnet, vi er officielt strandet.

Beredskab
Vi har nu siddet fast en time og klokken er omkring 15. Foran os kommer folk pludselig gående. Det er lidt surrealistisk, fordi en politimand, der er gået modsatte retning, netop har været ved at blæse omkuld. Jeg åbner døren på klem og spørger en forbipasserende, hvad der sker. Vinden slår tungt mod døren i forsøget. Der er væltet en lastbil ned over en personbil - og nu er der uheld på begge sider af motorvejen. Han fortæller, at der ikke vil blive gjort noget, før stormen er ovre, fordi det er for farligt at være på broen. Vi slukker bilen, tager vores telefoner og forlader den. Det er med en klump i halsen. Det er ikke til at vide, hvad vi kommer tilbage til...

Den røde ring viser, hvor vi holdt - lige mellem to varevogne og ved siden af en stor politibil. Det var ham, der var ved at blæse omkuld, da han kom ud af bilen.

Jeppe er ved højt humør. Det er mig, der er sortseeren og ked af det. Men hvor mange gange i ens liv, får man lige lov til at gå mellem bilerne ned langs Lillebæltsbroen? Det er faktisk også lidt af en oplevelse. Det vrimler med beredskab, og køen fortsætter i det uendelige. Det forlyder hurtigt, at der vil være et opsamlingssted, hvor vi kan få noget varmt at drikke, og hvor vi kan vente.








På vej op ad rampen tager Jeppe sin telefon. Vi joker med at gå til Røjle og kigge på vores hus, men ellers sker der jo intet her. Vi kan gå ind til Middelfart, men nu har vi et vennepar i Strib, og det er dem, han ringer til. Christina tager telefonen og i løbet af kort tid, så har vi en chauffør på vej. Jeg er virkelig stresset over at efterlade min bil, og jeg er bange for at komme for sent tilbage (du kan lige ane en rød ring oppe på broen, det er min bil).

Hjemme hos Thomas og Christina (Thomas arbejder i Fredericia, så han kom først senere, men det lykkedes ham rent faktisk at komme over den gamle Lillebæltsbro) fik vi en kop kaffe, kom på toilet og til vores store held også adgang til opladning af vores telefoner, der selvfølgelig begge var ved at være helt flade for strøm. Der var overordentligt hyggeligt, og jeg nåede endda at slappe så meget af, at jeg tog et par billeder af deres hjem (jeg går meget op i indretning og elsker redesign/DIY). Vi fik også dejlig aftensmad der - vi fik sågar en øl.

Det var helt fantastisk at kunne sidde via tv og Twitter og følge med i tingenes gang. Så vidste vi, at der ikke var påbegyndt arbejde endnu, og at vi stadig havde tid. Jeg blev ved med at trippe efter at komme afsted, men Jeppe var helt rolig. Thomas kørte os endelig tilbage 20.30 - og det var på et hængende hår, hvis du spørger mig. Bussen var netop ankommet med dem, der havde været på Comwell hele aftenen, så der stod vi to civile og ville ned på broen.

Så... Vi blev sat ind i en politibil og pludselig kom min lille bil nærmere og nærmere. Fantastisk! 50 meter fra min bil standsede en anden politimand os. Han lyste ind på os og spurgte: "Hvad er jeres ærinde?" - vores chauffør forklarede, at vi var ejerne af den lille, hvide bil, der *host* holdt lidt for sig selv, midt i det hele... (de havde nemlig ryddet al trafik bagud).

Politimanden lyser øjeblikkeligt op og griber sin radio, han siger en kode og udbryder: "Jeg har fundet Malene!" - det var lidt af en overraskelse, og med et smil foreslår han, at vi som straf burde gå resten af vejen. Vores chauffør holder dog på SIT fund af os og afleverer os lige ved døren. Det er med den største lettelse jeg hører centrallåsen i min bil låse op, og vi glider ind på sæderne. Det sker virkelig, det her. Min bil er her endnu, den er ikke blevet ødelagt, og lige om lidt kommer vi hjem.

Det er virkelig perfekt timing. Vi tror, vi skal sidde her en time endnu, men jeg når lige at poste billedet af Jeppe ved bilen på Facebook - og så triller vi!!! Der er ikke ord for lettelsen og følelsen af, at det er overstået.

Omkring os bevidner naturen på orkanens styrke, vi tæller hele syv væltede lastbiler og massive skader på personbiler og selve broen. Men en ro falder over mig, som vi passerer broen. Det er slut.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar