Sider

lørdag den 5. oktober 2013

Kreativ med ungerne - del 1

Jeg er blevet medlem af en facebookgruppe, der hedder Kreativ med Ungerne - og den har inspireret mig ikke så lidt. Jeg har længe haft en kreativ kløe, der har fundet udtryk gennem ideer, erfaringsindsamling og småindkøb. Jeg tripper efter at komme i gang, men er godt klar over, at jeg må starte i det små med alt det opbrud mit liv er underlagt for tiden. Alt godt kommer vel også til den, der venter, right?

Ikke desto mindre så havde jeg planer for weekenden - og den er langt fra slut endnu.

I den forløbne uge var jeg heldig at ramle ind i et bogudsalg, så da børnene kom hjem fredag eftermiddag havde jeg tre bøger at vise Noah, og han var helt solgt. Vi gik straks i gang med dem, mens Sophia skiftevis sad på skødet og ved med eller sad og tegnede på den anden side af bordet.

Jeg havde købt 'Min første store bog om hvorfor', der er en funny facts bog med en masse af livets store spørgsmål. Fx hvorfor nogle mennesker har briller. Hvorfor huden rynker, når man er i bad. Hvorfor er nogle dyr små og andre store? Den slags. Den passer godt til Noah, der spørger HVORFOR til mere eller mindre alt. Han er så videbegærlig, og det var på høje tide, at min bogglade dreng fik noget mere udfordrende at give sig i kast med. Det er tilmed en virkelig flot illustreret bog.

Dernæst havde jeg købt 'Skæg med Hr. Skæg - opgaver med tal og bogstaver', som er en aktivitetsbog, der samtidig kan farvelægges. Noah var ved at tabe mund og næse i ren begejstring og ville straks i gang.

Vinderen blev dog min mors indkøb fra Netto: 'Vi lægger sammen' (jeg har desværre ikke kunnet finde et link). En matematikbog med guldstjerner, når man har gennemført en side. Det er den, du kan se nederst i billedet. Han får rigtig øvet sine tal og sin logiske sans - og så hygger vi rigtigt med det!

Min mor og far kom og spiste, så jeg havde al tid i verden til bare at være sammen med mine minions. Det var en så helstøbt fredag, hvor jeg kunne ligge i teltet - vores hule - inde i stuen og se Biler 2 arm i arm med Noah, hvor vi bare lå og sludrede om alt og intet, mens Sophia nuslede forbi og fra tid til andet kom væltende ind i mine arme for at være med.

Lørdag nat var ikke noget at råbe hurra for, så da jeg missede mod væggeuret kl. 6.15 lørdag morgen, lå jeg med to uldtotter på hver arm, sidste lille mus ankom omkring kl. 3 og havde svært ved at falde til ro, så det var ikke blevet til alverden søvn. Det blev også hende, der vågnede først - og så var dagen i gang!

Noah bad med det samme om at få sin nye trøje på igen. Den fik jeg med nød og næppe af ham, da han skulle sove. Han er dybt forelsket i den, fordi jeg fandt på, at stjernerne kunne skyde. Så han havde rendt i bedste spejderman stil og råbt... Nej, det kan man ikke gengive på skrift... Men han laver de mest bedårende skyde-lazer-lyde, der minder om en piftet cykel... <3 Jeg har købt en del tøj til ham på det seneste, for han er virkelig skudt i vejret, og han slider godt på sit tøj, fordi han er så aktiv. Det var også derfor, jeg faldt over bøgerne.

Nå... Men ikke desto mindre var karma med mig den lørdag morgen, og ungerne stillede sig mere end tilfreds med friskbagt brød og en overraskelse, som mormor havde gemt. Den var godt nok til mandag, men det var der ikke noget at gøre ved. Noah var lykkelig - og gik straks i gang med at omdanne sin lille metalkuffert til en madkasse - stærkt efterfuldt af Sophia, som han hjalp færdig.

For vi skulle ud og samle blade.





(fortsættes)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar