Sider

lørdag den 25. februar 2012

Fødselsberetning

Så skete det. Langt om længe. Jeg har født.

Jeg mødte op til kontrol på OUH torsdag den 16. februar. En ret almindelig dag, hvor jeg blot skulle have kontrolleret mit blodtryk, som var begyndt at stige. Det lå omkring 159/105 (som det laveste den dag), og var steget løbende uden tegn på at gå den anden vej. Men for mig betød det ikke det store, for jeg havde det ellers fint (selvom jeg herefter også fik protein i urinen, og jeg da havde fået en del vand i kroppen --- altså den famøse svangerskabsforgiftning havde meldt sin ankomst igen). Janne var med, endnu en af tøserne fra Min Maves odense gruppe. En flok piger, som ud af tilfældigheder er blevet de bedste veninder. Nå, men jeg skulle altså til kontrol, og blev mødt med kommentaren, at "nu gik den altså ikke længere". Den kvindelige læge ville indlægge mig og sætte mig i gang den næste dag. Jeg smågrinte lidt. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde absolut ingen lyst til at blive sat i gang, da min oplevelse med det sidst var noget nær et traume. På den anden side var jeg klar. Skæbnen var mødt op på mit dørtrin, kunne man vel sige.

Janne blev hos mig, og Cindy dukkede også op. Mike og Noah kom på besøg og spiste aftensmad med mig. Noah var lidt trykket af at se mig i uvante omgivelser, men lige så snart han fangede, at jeg var ok, så var der intet at mærke. Tværtimod huggede han min seng (der var jo TV) og spiste min chokolade! :-D

Personalet var noget nær fantastisk og meget omsorgsfuldt. Jeg havde stadig ikke reageret, men efter den første nat ramte det mig, og jeg blev temmelig ked af det. Jeg var bange for at skulle have lagt ballon kateter (pga. tidligere ks måtte jeg ikke sættes i gang med stikpiller). Det var meget heldigt for mig, at Cindy også var indlagt, for hun blev mit tilflugtssted, og Janne kom også ud til mig flere gange. Jeg fik også besøg af min lillesøster, og min mor kom med nogle af mine fornødenheder, bl.a. mine toiletsager (torsdag). Jeg havde jo intet med, fordi jeg ikke havde regnet med at blive indlagt. En sygeplejerske sagde til mig, at det var vigtigt, at jeg lyttede og handlede efter, hvad JEG havde brug for, så jeg ringede til Mike og aftalte med ham, at han skulle med, når jeg skulle have lagt kateteret. Det ville - for mig - være en slags generalprøve på den intimsfære og fortrolighed, vi nu skulle igennem... På temmelig andre vilkår end nogensinde før... Og det var godt, han var med.

Det var temmelig smertefuldt at få lagt ballonkateteret. Ikke fordi det nødvendigvis var en omfattende procedure, men fordi lægen fumlede helt vildt og ikke kunne finde rundt. Ja, det lyder utroligt, ikke?? Men jeg har en lavtliggende livmoder, hvilket han i første omgang ikke lyttede til, så han kunne ikke en gang få placeret det der standard apparatur, som holder det hele åbent (som man også bruger ved underlivsundersøgelser). Det gjorde virkelig ondt. Han gav endda op, og jeg fik lagt et rør i stedet, og derefter gik det rimeligt. Det gav et lille jag, men det var det. Jeg var skide bange og klemte Mikes hånd hårdt! Jeg fik et tæppe over benene, så ingen grænser overskredet. Jeg tror faktisk, at hun lige var henne og se det i journalen, for hun kom pludselig farende med det. Det havde jeg nemlig fået skrevet; at vi ikke længere var sammen, og at jeg var blufærdig. Det var fredag aften.
















Planen var, at kateteret skulle være der i 12 timer, hvorefter de skulle tage vandet. Så jeg fik det lagt kl. 20, så det passede med næste morgen. Jeg fik et par veer, men ellers havde jeg kun slem menstruationmurren. Det gjorde ondt, og jeg bad om varmepuder og panodiler. Samtidig fik jeg lagt akupunktur, så jeg kunne få sovet - og jeg SOV som en STEN hele natten. Om morgen gik jeg i bad, lagde make up, ordnede mit hår og spiste et solidt morgenmåltid, så jeg havde energi til min fødsel. Det var den perfekte forberedelse, hvis I spørger mig. Det var også lykkes mig at lakere mine negle - lyserøde - hjemmefra, og selvbruneren var der lidt endnu. Så jeg var ikke bleg eller lignede lort... Hehehe, Noahs fødsel var vist rigeligt til den konto :-P Det lyder måske dumt eller overdrevent forfængeligt. Men sådan havde jeg forestillet mig dagen skulle være.

Jeg havde aftalt med Mike, at han skulle dukke op, når veerne var begyndt. Jeg havde fået at vide, at fra ballonkateret var taget ud og til vandet skulle tages, måtte der kun gå en time, så det kunne han altså ikke nå. Jeg var nervøs for at få taget vandet, især da det havde været så smertefuldt at få lagt kateteret, så jeg havde aftale med Cindy, at hun skulle smide alt, hun havde i hænderne og komme ned til mig og holde i hånd. Som sagt så gjort. Det blev dog noget forsinket af, at jeg var kommet med i et projekt om svangerskabsforgiftning, så der skulle lige tages en masse prøver først. Derfor fik jeg først taget vandet nogle timer senere end planlagt.

Det var faktisk en lidt humoristisk affære at få taget vandet. Hun asede og masede for at nå – det gjorde pænt ondt – men hendes kommentarer og pust og støn var det hele ”værd”. Hun måtte holde pause, fordi hun fik krampe. Jeg blev nervøs et øjeblik, men det lykkedes heldigvis. Til gengæld blev der ikke sat elektrode på Sophias hoved. Det ventede vi med. Fostervandet så fint ud, så ingen ko på isen der. Vi ventede en time, som man skal, men jeg fik kun én sølle ve. Altså jeg skulle have vestimulans, og der havde vi aftalt, at jeg skulle prøve med akupunktur først. Jeg fik sat nålene, ventede en halv time, men der skete heller ikke det store. Der begyndte jeg at blive lidt frustreret, fordi jeg ville meget nødig have vedrop… Men sygeplejersken sagde, at der var to sidste punkter, hun kunne prøve, før vi gav op. Det sagde jeg ja til. Der var klokken omkring 12. Og så gik det stærkt. Mike var kommet lige, da jeg fik lagt de første nåle og har da nået at hente noget at spise til os. Vi forbereder os på, at det tager lang tid.

Nålene skulle sidde der i 30 min, men efter 20 min ringede jeg efter dem og bad dem fjerne dem. Jeg fik simpelthen så mange veer og havde så ondt, at jeg kunne mærke, at jeg skulle på toilet – og det skulle være NU. Jeg skulle både tisse og kaste op. De pillede nålene ud og hjalp mig derud. Cindy og Mike sad og hyggesnakkede på stuen. Jeg sad og pustede og prustede derude, og et øjeblik var jeg ved at bede dem om at komme og hjælpe mig – selvom jeg havde lavet både det ene og det andet! Jeg kunne simpelthen ikke komme af toilettet eller tørre mig for bare veer. Men blufærdigheden sejrede trods alt, og det lykkedes mig at klare mig selv. Hold da op, hvor gjorde det ondt. Jeg har siden fået at vide, at jeg havde vestorm.

Der var ingen pause i mine veer. Det var meget forvirrende, for de blev ved med at spørge mig, hvornår jeg ikke havde dem. Og jeg følge aldrig, at de var væk. Allerede efter en halv time beder jeg om smertelindring, selvom jeg havde planlagt en helt naturlig fødsel. Det gør simpelthen så ondt. Jeg får tilbudt epidural og siger ja, selvom jeg er ærgerlig over ikke at kunne klare mig uden. Jeg når at sige, at så er jeg jo ikke sej længere. Ha ha. Det er temmelig tåbeligt, men sådan følte jeg det altså! Jordemoderen foretager en undersøgelse og det sidste af vandet strømmer ud i én stor skylle. Det er vildt at høre på hendes målinger. Der er gået en lille halv time, 25 min og jeg er 4 cm udvidet. Mens under undersøger mig kommer der en ny ve, og så er jeg 5 cm åben. Det går stærkt. Cindy og jeg griner lidt af det, trods smerterne. Hun vil nu overlade fødestuen til Mike og jeg, og hun tager af sted.

Endelig bliver elektroden sat på Sophias hoved og narkoselægen kommer straks derefter (15 min så var han fremme). Det er gået stærkt, men de advarer mig om, at det kan være, at den ikke når at virke. Jeg vil have den alligevel, men jeg er tæt på at fortryde. At få den lagt er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg skulle side oprejst, med skydende ryg, midt under mine veer. Ilten var så langt væk, at jeg måtte dreje mig til siden for at nå den. Det gjorde afskyeligt ondt at skulle sidde stille der med veerne. Mit blodtryk er temmelig højt nu (183/112), så jeg får en akut pille for at slå det ned. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få epiduralen til at virke. Det gør virkelig ondt nu. Jeg har svært ved at håndtere smerterne. Mike render lidt frem og tilbage for at få noget mad, men han bliver kaldt tilbage hver gang. Mine veer drøner af sted. Jordemoderen fortæller mig, at fødslen nærmer sig. Der er klokken 14.30. Jeg får igen akutpille mod blodtrykket.

Lægen som har fulgt mig gennem min indlæggelse dukker op, sygeplejersken dukker op. Mange ser ind til mig, fordi de kender mig. Det er trygt og beroligende. De er der ikke af pligt, men af omsorg. Min jordemoder taster på computeren, men kommer når jeg kalder. På et tidspunkt beder jeg efter hende. Det er som en tåge, jeg rækker ud. Det er en kvindes erfaringer, der udspiller sig, og det er kvinders støtte, jeg ønsker. Mike er der, holder min hånd, giver mig ilt. Men fællesskabet er brudt.

På et tidspunkt i forløbet tager de ilten fra mig. Det er mens jeg får lagt epiduralen. Mike er lidt for effektiv, så de har svært ved at komme i kontakt med mig. Jeg er høj af lattergas. Det var ret ubehageligt, synes jeg. Og så tog det altså ikke så meget af smerterne, som man kunne ønske sig.

Jordemoderen konstaterer, at epiduralen ikke kommer til at virke. Jeg er nu fuldt udvidet og skal til at føde. De spørger til pressetrang, men jeg synes ikke, den er der. Set i bakspejlet var den der klart, for jeg pressede med i veerne. Jeg blev bare forvirret af, at den jo er beskrevet som en følelse bagtil – som at gå på toilet – men jeg havde følelsen fortil, længst fremme i skeden. Klokken er nu omkring kl. 15, der er gået 2,5 time siden jeg fik veer for alvor. Tiden er inde.

Jordemoderen sætter sine fingre på mig og siger kontant: Nu skal du presse mine fingre væk. Det giver mening og jeg nikker. Jeg har i et stykke tid været sunket helt ind i mig selv og druknet smerterne i dybe åndedrag. Kroppen gør sig og jeg lukker verden ude. De er bekymrede, fordi jeg ikke svarer, men jeg hører alt i rummet. Jordemoreden giver grønt lys og siger, at jeg nu skal holde vejret og presse med veerne, når de er der. Jeg gør nøjagtigt som hun siger. Presser alt, jeg har lært. Jeg er ligeglad med, at jeg bliver tomatrød i hovedet, jeg laver presselyde, men kun af anstrengelse. Jeg skriger ikke eller føler mig pinligt berørt. Smerterne drukner i muligheden for aktivitet. Det gør egentlig ikke ondt, og jeg presser med en overvældende følelse af overlegenhed. Det er FEDT at presse. Skønt og jeg er ikke i tvivl om, at det går fremad. Jordemoderen udvider mig med fingrene og gør plads. Hun er genial. Sygeplejersken holder mit ben og presser med. Læge holder min hånd. De er der alle sammen og er med. Støtter og opmuntrer mig.

Allerede kort efter mærker jeg hovedet. Jeg kommer med en overrasket lyd. Det er en meget overvældende følelse med at hoved i sin skede. Believe me… I samme sekund næsten råber hun: GISP! Jeg når at tænker, holde da op – så er hun jo født lige om lidt….! Jeg gisper med det samme og pludselig hører jeg gråd. Sophia er født. Veerne standser øjeblikkeligt, og en våd, blød baby lander på mit bryst. Det er det smukkeste øjeblik i mit liv. Jeg fyldes med lykke helt til randen. Klokken er 15.15. Mikes øjne er blanke og vi kysser hinanden. Vores datter er kommet til verden. Hun er perfekt.

Jordemoderen trykker mig på skulderen og vores øjne mødes. ”Du var PISSE sej,” siger hun, og jeg er opfyldt af samme følelse. Det var så stort og hele oplevelsen af at føde kan ikke måle sig med noget som helst. Det var intenst, sindsygt, overvældende, smertefuldt og helt igennem fantastisk. I sekundet efter gjorde jeg gerne det hele igen.

Vi får lov at blive på fødegangen og lander på D1 netop til aftensmad. Nu er jeg træt. Mit liv som mor til to er begyndt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar